Der er ikke tid til at skynde sig

FORESTIL DIG EN VERDEN, hvor størstedelen af din tid går med at kigge på en skærm. Dit arbejde foregår foran en skærm, en stor del af dit sociale liv foregår på en skærm, du får dit nyhedsfeed og dit underholdsningsfix gennem skærmen, og når du endelig har fri fra skærmen, orker du ikke andet end at vende blikket mod skærmen, igen. Forestil dig en verden, hvor det er mere naturligt at kigge på din mobiltelefon end at snakke med de mennesker, der er omkring dig. En verden, som du forholder dig til gennem de medier, du forbruger og hvor din mening om andre mennesker bliver dannet gennem det, du læser på nettet. Hvor dommedagsprofetier og overdramatiserede nyheder graver dybe kløfter til andre mennesker, fordi fremmede bliver præsenteret for dig som trusler. Forestil dig en verden, der er farlig, fordi du hele tiden får at vide, at den er det. Jeg accepterer ikke, at verden hænger sådan sammen. De daglige bombardementer af input skal ikke diktere mit verdensbillede. Jeg vil selv ud at se det.

I sommeren 2018 beslutter jeg mig for at vandre fra den ene ende af Danmark til den anden, fra min lejlighed i København til min lejlighed i Klitmøller. Jeg har en ide om, at jeg ikke behøver transportere mig selv over på den anden side af verden for at tage på en rejse. Jeg sætter en måned af til turen. Jeg skal ikke andet end at vandre. Der skal være tid til at tænke og til at lytte til tankerne. Tid til at besøge venner og familie på vejen. Til at banke på fremmede døre på vejen og finde ud af, hvem der bor inde i husene. Jeg tager mig tid til at finde ud af, hvad det er for et land, jeg lever i.

3IMG_4844_Strandskoven Faxe Ladeplads-2.jpg

^ Mennesker på vejen ^

Nogle af dem man kan møde på tur

Du må tænke dig til mælken

“Hvor skal du hen?” spørger de to i stolene da jeg vandrer igennem deres udsigt. “Til Nordjylland” svarer jeg. “Så er det sgu den forkerte vej,” griner de. De peger på en af de tomme stole ved bordet. Tilbyder mig et hvil, og jeg fortæller om turen. “Man får ikke mange point til vejfesten ved at sige man har vandret i Danmark. Det skal jo være Venezuela eller noget i den stil,” griner de. Marianne og Kai byder på kaffe. Mælk har de ikke, så det må jeg tænke mig til, som Marianne siger. Det kan jeg godt. Her mangler der ikke noget.

37 børnebørn og 3 oldebørn

Jeg ligger og hviler på en bænk i skyggen, da en ældre mand kommer forbi. Han vil gerne have lov at sidde på bænken, og jeg sætter mig op, så der er plads. Han er fra Afghanistan, 84 år og stammer hæst når han taler engelsk. Da jeg forklarer ham, hvor jeg er på vej hen, forstår han ikke. Så tegner jeg Danmark i min notesbog, sætter et kryds ved min start i København og et ved slutningen i Klitmøller. Han kigger på papiret, løfter blikket op på mig, kigger ned igen. Så begynder han at grine, hulker nærmest uafbrudt i flere minutter, det virker til at gøre ondt på ham, så meget morer han sig over min tur. Han samler sig, tager telefonen og ringer til sin kone. “Come, come” siger. “Cup of tea.” Jeg følger med. Hjemme hos Bibi og Khan serverer de juice, the, småkager, chips og slik. Som om det hele stod klar i skåle og ventede på besøgende. De fortæller om Afghanistan, om da de kom til Danmark og om, at de savner fred. Og om de 10 børn og 37 børnebørn og 3 oldebørn. Om at der nærmest hver uge hele året er en fødselsdag i familien. Bibi pakker brød, småkager og sukkermandler til mig, til vejen. Så sidder vi lidt i stilhed, i stuen. Indtil Khan siger: “Okay, now you can go.”

Grøntsager fra drivhuset

På landevejen støder man på en mangfoldighed af mennesker. En aften i et shelter under Gl. Lillebæltsbro møder jeg fx en robotingeniør og hans datter. Et andet sted i landet en schweizisk kunstprofessor, der tegner det danske landskab, mens hun cykler rundt i landet. Forbipasserende stiller spørgsmål eller kommenterer på min tur: “Du får da brug for nye støvler undervejs”, “Hvordan har man tid til at tage en måned fri?” eller udbryder såre simpelt “Hvorfor?” Mens nogle hilser og kommer med vand i varmen, når man passerer deres gård, tilbyder andre kager eller hjemmedyrkede tomater og agurker og inviterer indenfor, så man kan lave mad i deres køkken. Og mens jeg kokkererer og spiser de meget velsmagende agurker og tomater fra Dorris’ og Steens drivhus, deler de deres eventyr fra dengang, de boede på Grønland. “De bedste seks år,” smiler Steen mens risene koger færdig og jeg kan høre hundene Tjekko og Molly lege ude på terrassen.

Den bedste dag i lang tid

Jeg mødte Sirwan i 2015, da han ankom med flygtningestrømmen til teltlejren i Thisted, hvor jeg var begyndt at filme til en dokumentarfilm. Han var altid meget hjælpsom i lejren, med det praktiske og med oversættelser. Han stod klar som den første og blev ved til det sidste, selv da han humpede rundt efter et vrid i knæet. Jeg har haft ham og en gruppe flygtninge ude at surfe i Klitmøller, og vi har snakket bjergbestigning og Mountain Medicine, som han er uddannet i. Der er dog ikke mange bjerge i Danmark, men til gengæld har han nået en endnu vigtigere top i sit liv. Sirwan har nemlig fået ophold og fået sin kone og datter til Danmark efter ikke at have set dem i fem år. Nu bor de sammen med omkring 100 andre i en isoleret flygtningeenklave, på værelser og i små lejligheder med fælleskøkken. Vi bager to plader med kanelsnegle og sætter os på plastikstolene ude foran. Alle der kommer forbi får en kanelsnegl. Børnene hjuler afsted på plastiktraktorer og løbecykler, mændene sætter sig i små grupper rundt omkring, ryger vandpipe og ser Youtube-videoer. Der skal ikke ske noget. Vi sidder bare i stolene, spiser og kigger. “Det her er den bedste dag i lang tid,” er der en der siger.

Er du hjemløs?

På landevejen tiltrækker man opmærksomhed. Folk kommer jævnligt hen til mig, under en pause eller mens jeg vandrer og spørger, hvor turen går hen. Man tiltrækker omgivelserne, ens tilstedeværelse kan ikke bare gå ubemærket forbi men inviterer til spørgsmål og samtale. Rygsækken, vandrestaven, hatten og støvlerne signalerer, at alt jeg ejer, bærer jeg på. At vejen er min ven. Og på vejen hjælper man hinanden. Bill kommer cyklende mens jeg spiser morgenmad ved en sø. Han er 73, men kunne sagtens være 10 år yngre. Han har altid bevæget sig, holdt sig i gang. “Skavanker skal gås væk,” lyder til at være hans motto. Faktisk har han rekorden i Bornholm Rundt, fortæller han. Tre dage tog det. Men andre har vist fået samme besked om at være rekordindehavere, griner han. Jeg fortæller om min tur over Danmark, og han mener, at der ikke er mange af min slags tilbage. “Kom forbi til en øl og et hvil,” siger han. “Jeg bor ved bageren.”

EN TRAVL HVERDAG findes ikke på landevejen. Men der sker alligevel små mirakler hele tiden undervejs. Jeg vågner og en frø sidder og venter ude foran teltåbningen som for at byde mig velkommen til en ny dag. Et rådyr der pludselig står og kigger på mig tæt på. Jeg har vandret på et uendeligt antal veje og stier, på græs og grus, forbi afsvedne marker gennem skove og krat og ud i lysninger. Et utal af daglige, små og gratis glæder på to uger der føles som tre måneder. Jeg bevæger mig frit gennem det foranderlige landskab. Turen er uudtømmelig for indtryk.

Men efter knap 400km på fødderne vil mit højre ben ikke mere, og jeg må stoppe med at vandre. Jeg sætter mig på en mark og spiser lidt. Der er ingen i nærheden, jeg er alene. Ingen mennesker eller dyr eller lyde af mennesker eller dyr. Der er bare marker, og der er stille. Jeg lægger mig ned og kigger op i himlen. Skal jeg at tage hjem? Blaffe eller hoppe på en bus og sige ‘det var det?’ Det kan sgu ikke passe, tænker jeg, at det slutter mens det stadig er ved at tage form. Jeg ærgrer mig. Tænker om jeg kunne have gjort noget anderledes, så jeg ikke var endt med et dødt ben. Det bliver varmere og varmere mens jeg ligger der, og jeg forbander benet langt ned i helvede. Og i en blanding af smerte, frustration og stædighed opstår pludselig ideen om at cykle. Så snart ideen er blevet til en beslutning går det stærkt, og jeg kæmper mig ind til en T-Hansen i Vejle. Her køber jeg den billigste cykel man kan få, en tilhørende cykeltrailer og smider rygsæk og støvler i traileren. Med hjul under mig har jeg fået en ny identitet. Det at vandre inviterede naturligt til samtale med hvem end, du møder på vejen. Men nu er jeg forvandlet til en cykelturist, og man stopper ikke lige en cykelturist for at høre, hvorhen vejen går. Oprindeligt var planen at tage kyst-til-kyst ruten tværs over Jylland til Vesterhavet, men da jeg nu kan bevæge mig med høj hastighed, åbner der sig nye muligheder, så jeg drejer forhjulet mod syd og cykler til Tyskland. Jeg savner skridtene og roen i at vandre, men nu er ben og fødder udstyret med hjul, og snart oplever jeg glæden ved forandringen og den helt ekstatiske følelse af at rulle ned ad bakke. Hvor går turen mon hen herfra? Vinden i ansigtet er følelsen af uvishedens sødme.

^ Ruten på 90 sek ^

Fra øst mod vest. Fra kant til kant. Fra København til Klitmøller

^ Eksperimentet ^

Findes medmenneskelighed på de danske landeveje?

HVEM BOR i alle de huse, jeg passerer? Hvem er bag de lukkede døre, hvilke liv lever de og hvad er deres historie? Jeg vil lave et eksperiment. Jeg vil undersøge om medmenneskelighed og tillid findes på de danske landeveje. Om fremmede egentlig er så farlige? Jeg vil opleve det selv og ikke google mig frem til det, læse om det i en videnskabelig undersøgelse eller forholde mig til journalister og mediers alarmerende fremstilling af verden og alle de fremmede, der bor i den. Jeg vil mærke på egen krop, hvordan andre mennesker møder en, og hvilke perspektiver på verden der følger med, når man for en stund bliver en del af nogens liv. Nogen der lever på en anderledes måde end jeg selv gør.

Uanset hvor godt det går og hvor mange gange jeg får lov til at overnatte hos fremmede, hober undvigelser og undskyldninger sig op, hver gang det bliver tid til at banke på en ny dør. Jeg kan tage på camping, finde et shelter, slå mit telt op i skoven. Listen er lang og lokkende, og til hver en tid kan jeg jo også bare finde et hotel og betale mig fra det. Kreditkortet, nøglen til bekvemmelighed, ligger lige omme i tasken. Men kreditkortet og den betalte ferie er de uventede oplevelsers største fjende. Hvis jeg giver efter, er det slut med de åbne døre og åbne hjem, som jeg møder. Helt unikke oplevelser, der ingenting koster.

Ofte hører man fra folk der rejser på ferie sydpå, at menneskene dernede er så åbne, så varme og gæstfrie. At sådan er de slet ikke i Danmark. Men det modsatte viser sig at være tilfældet på min tur. En efter en viser de fremmede sig at være åbne, venlige og gæstfrie. Det er så lille en ting at blive mødt med åbenhed, men alligevel noget jeg helt automatisk ikke forventer af fremmede her i Danmark. Det gør et dybt indtryk på mig. Det gør mig høj og fuld af energi og glæde, og jeg ser frem til næste gang, jeg står overfor et fremmed menneske og beder om deres hjælp. Der er håb for medmenneskeligheden og tilliden. Det er slet ikke så svært.

^ De kloge om at vandre ^

“Exploring the world is one of the best ways of exploring the mind, and walking travels both terrains.”
- Rebecca Solnit

“Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”
- Søren Kierkegaard

“Turisme er en synd, at vandre til fods en dyd.”
- Werner Herzog

“Only walking manages to free us from our illusions about the essential.”
- Frederic Gros

“Methinks that the moment my legs begin to move, my thoughts begin to flow.”
- Henry David Thoreau

“Sit as little as possible; do not believe any idea that was not born in the open air and of free movement — in which the muscles do not also revel. All prejudices emanate from the bowels. ”
- Friedrich Nietzsche

“Never did I think so much, exist so vividly, and experience so much, never have I been so much myself—if I may use that expression—as in the journeys I have taken alone and on foot. There is something about walking which stimulates and enlivens my thoughts. When I stay in one place I can hardly think at all, my body has to be on the move to set my mind going. The sight of the countryside, the succession of pleasant views, the open air, a sound appetite, and the good health I gain by walking, the easy atmosphere of an inn, the absence of everything that makes me feel my dependence, of everything that recalls me to my situation—all theses serve to free my spirit, to lend a greater boldness to my thinking, so that I can combine them, select them, and make them mine as I will, without fear or restraint.”
- Jean-Jacques Rousseau

DANMARK er et helt nyt sted for mig nu. Jeg nærmer mig turens ende, og den bliver ved med at give til det allersidste. Den ene stjerneklare nattehimmel efter den anden, blodmånen svævende ude i horisonten som det første jeg ser, da jeg en morgen lyner teltet op. Ruten, farten og distancen er ikke det styrende. Det handler ikke om at nå frem, men derimod at være i alle mellemrummene. Dér er jeg allermest åben for indtryk. Alting smager af mere, dufter af mere og lydene lyder klarere. Søvnen er tungere og sulten er mere borende. Ømheden mere smertefuld. Jeg prøver at forestille mig en verden, hvor jeg har travlt og bruger det meste af min tid på at kigge på en skærm og have masser af fordomme om fremmede. En verden, hvor jeg ser på fremmede med mistænkelige øjne, fordi jeg hver dag lærer, at jeg skal være varsom frem for at være nysgerrig. En verden, der er dikteret til at være på én bestemt måde. Det er let at forestille sig en sådan verden. En verden fuld af angst og mistillid. Den findes. På skrift, i billeder, på film. Men den verden, jeg lever i lige nu, og som jeg har rejst gennem den sidste måned, er en anden verden.

Jeg kommer hjem til min lejlighed i Klitmøller og får besøg af en veninde. Vi drikker kaffe og snakker uafbrudt. Mine ben summer stadig, og jeg kan mærke dækkenes rumlen mod asfalten. Jeg har lyst til at fortsætte, sætte mig i sadlen igen og cykle til Skagen. Måske længere. Tilbage på vejen, tilbage og mærke vinden i ansigtet og friheden i de åbne vidder. Smage på uvishedens sødme en gang til. Men jeg er fremme, og jeg har savnet mine venner. Og der er bølger på vej, der kalder på at blive surfet. Jeg bliver i byen. Turen lever i mig nu, og den slutter ikke her. Jeg er fremme, men er kommet et helt andet sted hen.